Rytmik er godt for de små. Selv bruger jeg, mere eller mindre, de samme sange med min femårige, som da hun var baby. Jeg underviser børn og babyer og deres forældre i rytmik, og jeg elsker det. Jeg elsker at give fuld fokus til de små, for jeg er sikker på det er rigtig vigtigt. Det er vigtigt at lade dem sanse, fokusere, fantasere, drømme, mærke, røre og føle sig set og hørt.
Jeg har uploadet nogle af de sange, jeg bruger i timerne – primært fordi der er efterspørgsel efter det fra mine elever. Men jeg er også sikker på, at andre kan bruge dem. Og der skal nok komme flere rytmiksange med tiden.
Kh Karen
Så er min kanel i luften – har kastet mig ud i at oploade rytmik for børn – det vil sige sange i allerede kender – fordi mine elever har efterspurgt det. Jeg synes sang og musik er så vigtigt – for små babyer såvel resten af livet.
Glæder mig til det der kommer https://www.youtube.com/channel/UC3Y16y_FkkO9yI1zQ53qZiw
Når vi bruger vores nærvær som forældre, er det vi lægger mobilen ned, sætter os i børnehøjde og er med vores barn. Med i legen, med i følelserne, med i udviklingen. Ofte kræver det lidt mere, lidt mere end vi egentlig har overskud til. Vi kan være alt for trætte af mange årsager. Det er ikke en let opgave altid at finde det overskud, vi ville ønske, vi havde.
Men engagement giver overskud. Det giver lykke at involvere sig. At gøre en ekstra indsats. Selvom ingen rigtig lægger mærke til det. Så mærker vi det selv. Og tro mig, vores børn mærker det. Børn skriger som regel af glæde, når man er med dem. Når man danser, leger, kilder, gemmer sig, klæder sig ud, bager, bader eller bare er. At forsvinde ind i deres univers for en tid, giver så meget overskud. At give sig tid til at stoppe op på vejen hjem og se, hvad de ser. At sætte sig på hug og se det blad, den snegl, den revne i asfalten. Og i virkeligheden er det ikke længe, det kræver, vi er med dem. For børn forstår godt, vi ikke hele tiden kan lege med dem. Men lidt er så vigtigt.
Det gør, at de føler, de har en værdi, at de er værd at elske – og det ved vi jo, de er. Men ved de det selv? Ja, men lad os blive ved at lade dem mærke det. Lad os selv mærke, vi er gode forældre. For leg gør hverdagen lettere. Når et barn ikke vil med eller ikke vil gøre, som man gerne vil have det, er øjenkontakten og nærværet altid en hjælp. Jeg kan se, du ikke vil med mig. Det kan jeg godt forstå, det kender jeg godt. Anerkend deres følelser og giv det lidt mere plads, end du egentlig som stresset mor har overskud til . Dernæst hvis barnet ikke er alt for træt og udmattet, kan man skifte ind i et legende univers, med krokodiller og feer. Ofte kan man lege sig væk fra konflikten. Det føles godt at bruge legen .
•Hvem kommer først ?
•Brug usynlige væsner
•Skal vi lege, du er en ….?
•Du var moren
•Gentagelser
•Kaste en ting og skiftes til at hente den
Jeg underviser i leg – for børn og voksne
At lege sig til kropslighed, sanselighed. kærlighed og nærvær. Det er vigtigt.
Elsker du også at danse, og savner du både det at danse, at røre dig og at være mere sammen med dit barn?
Hen over sommeren må vi huske at gøre det, og der er heldigvis masser af udendørs musik, hvor vi kan dele dansen og glæden ved musik ikke bare derhjemme, men endda under træer og åben himmel.
Dans med dit barn hos AOF
Til efteråret kan du gå til ”Dans med dit barn” hos AOF, med mig som underviser.
Tilmeld dig her
Berlin er jo fantastisk, og specielt oplevede jeg det som en by fuld af forår. De 14 dage jeg og min 3 årige datter, Seraphine var der, stod Kastanjetræerne i lys på Kastanienallee , hvor vi var så heldige at bo, i det tidligere Øst Berlin. Det var en ferie, og sikke en dejlig ferie.
Det vi lavede var i princippet et studie af legepladser. Dem er der så mange af, specielt i det tidligere Øst Berlin, fordi man trods alt, i det tidligere DDR, havde familien som en vigtig værdi.
Hele Prenzlauer Berg, som er det område vi boede i, er så vidunderligt. Det er den unge kreative venstreorienterede klasse, der har skabt et fantastisk miljø, fyldt med lækre cafeer, kultur og butikker. Selv en tidligere koncentrationslejr er gjort til en smuk legeplads, luksuslejligheder og børnehave. Og Mauerpark er fuld af liv, med voksne mænd der konstant overtegner muren.
Der er historiske minder, vi alle kender til, og byen emmer af sjæl. Sjæle der engang har levet, og en historie, der er for svær at bære, men heldigvis i dag er fred og skønhed.
Graffiti var pludselig en smuk værdi og forfald skulle bevares.
Mærkevarer er der ikke meget at finde af i denne bydel. Det minder mere om Nørrebros smarte butikker. Samtidig kan man ikke helt sammenligne det med nogen bydele i København. Jeg kan kun sige, at det må opleves. Og gerne med et lille barn – for det har været en fryd at gå fra legeplads til legeplads, selv om jeg vel nok var i mit barns vold. Men hvor skønt at give sig tid til at zoome helt ind. Være nær. Og de gange vi gik på café, var det helt naturlig, at hun var der. Børn er velkomne.
Vi lavede i princippet ikke andet i de 2 uger – end at finde den ene vidunderlige legeplads efter anden. De ligger tæt strøet ud overalt. Dog fik jeg besøgt lidt andre kvarterer også og set lidt af de vigtige mindesmærker. Vi boede i en vidunderlig lejlighed, vi havde mulighed for at låne, og hold op, hvor jeg værdsatte rengøringen 2 gange ugentlig – jeg kan da blive helt afhængig.
Børn og voksne er velkomne i Berlin, og indbyggerne er smarte og totalt naturligt afslappede – måske lidt mindre smilende end os danskere – men så igen, hvorfor ikke bare slappe helt af.
I Prenzlauer Berg er der 3,5 børn pr. familie – og det skulle være det højeste i Europa. Legepladserne er skønne, og i alle er der en stor sandkasse. Det er skønt at sidde med tæerne i sand. Det gør noget godt for sanseligheden og afstresningen.
Mad, tøj og turisme er billigt
Vi rejste med gråhund billetter, og det kostede for mig og min datter samlet kun 250 kr. pr. vej. Vi valgte det ,fordi det var billigt. Det var ok med et lille barn at lande i centrum og få et pause i midten, mens vi var ombord på færgen.
Nogle har syntes, jeg var sej at rejse alene med mit barn, og ja det var da en sejr; men det føltes trygt, selv om jeg havde mine tanker meget i det byens og landets historie, som er svært at bære. Sikke en skønhed nu, og hvor godt ting kan blomstre.
Fred og kærlighed til hele verden og stort taknemmelighed til smukke, smukke, smukke Berlin og Kastanienallee.
Jeg har lige haft besøg af en Marte Meo terapeut. Marte Meo er en pædagogisk samspilsmetode, der i mit tilfælde har fokus på mig og min datters mor/barn relation. Min Marte Meo terapeut hedder Marie Havn. Hun er underviser på APA. Det er dér, hvor københavnske gravide og forældre står i kø for at gå til rytmik og den slags. Og Marte Meo er en uddannelse, som alle deres undervisere er i gang med at tage. Og her er jeg en eksamenscase.
Jeg vil fortælle lidt om metoden, som jeg har læst mig lidt frem til via deres hjemmeside, som jeg linker til forneden, samt om hvordan jeg opfatter den hjælp og indsigt, jeg får gennem forløbet. Der har indtil nu, har været 3 gange over 3 uger, men fortsætter i et uvist antal gange og tilpasser sig min situation.
Marte Meo metoden
Marte Meo betyder ‘ved egen kraft’ og er udviklet af hollænderen Maria Aarts og brugt i Danmark siden 1990’erne.
Metoden hjælper en til at få øje på:
• Hvad barnet eller forælderen allerede kan, og hvad barnet/forælderen måske har brug for hjælp til
• Hvad den voksne/forælderen allerede gør, som er udviklingsstøttende for barnet
• Hvad forælderen har brug for at gøre mere af – eller gøre på en bestemt måde, for at hjælpe barnet videre i sin udvikling
Det handler ikke kun om forældre børn relationer, som er det, der gælder i mit tilfælde.
Via Marte Meo metoden er det blandt andet muligt at:
støtte op om selvværd – herunder selvfølelse og selvtillid -, sociale kompetencer, empati, koncentration, vitalitet, sprog og impulsstyring.
Marte Meo terapeut besøg
Marie Havn træder ind ad døren. Fra da af starter en tid, hvor jeg får øjnene op igen. Jeg føler mig mere og mere opmuntret og støttet. Og hvad jeg frygtede, forsvinder, for der er kun håb, glæde, leg og samarbejde i fokus.
Det minder lidt om at have en sundhedsplejerske på besøg, men her er det mig som forælderen fra en pædagogisk vinkel, der er fuldt fokus på, for at forbedre min relation til mit barn. Dermed styrkes mit barn trivsel, selvværd, selvtillid og udvikling.
Terapeuten kommer hjem til mig og kun den første gang er min datter der. Frem over er det kun terapeuten og jeg, så jeg frit kan tale om min udvikling og relation til min datter.
Første gang finder vi frem til det, som jeg ønsker at få ud af dette forløb og min datter og jeg bliver filmet i 10 minutter, mens vi leger lidt og skærer lidt frugt.
Næste gang vi mødes, har Marie Havn fundet korte klip frem, hvor jeg gør ting , som hun siger er gode og jeg derfor skal gøre mere af. Fra da af ånder jeg lettet op, for det er rart at få ros. Og ville jeg selv kunne høre efter, hvis jeg blev skældt ud? For det er det, jeg gerne vil have hjælp til, at lade være med. Jeg tager også nogle gange for hårdt fat i min datter, når jeg bliver vred. Jeg skal frem over selv filme en ny situation, og jeg sender det til Maries mail.
Hvordan jeg sætter mig i respekt , uden det bliver for meget
Jeg har valgt dette emne, fordi jeg som enlig mor føler, jeg skal finde ekstra overskud frem, når jeg er under pres. Det går ok det meste af tiden, men der er ting, jeg gerne vil gøre bedre. Det med at sætte sig i respekt har handlet alt for meget om grænser, som for mig var hårde at trække op, i det her “terrible andet år”. At råbe ad mit barn, gør mig ikke godt. Og tingene er blevet bedre, men nogle gange, så føler jeg mig som en totalt dårlig mor. De første to år som mor, var det en totalt ukendt følelse for mig ikke at føle mig som en super god mor, men det er vendt. Ikke så meget, men nok til det bliver lidt tabu og ikke føles godt.
Marte Meo metoden og Marie Havn kommer som sendt fra himlen. Og jo jeg synes også, jeg er en god mor, men jeg vil vildt gerne have hjælp, hjælp til hvordan jeg sætter mig i respekt , uden det bliver for meget.
Selvværd og samarbejde
Jeg lærer, hvordan der findes ustrukturerede (fri leg, hvor barnet bestemmer), semistrukturerede og strukturerede situationer.
Semistruktureret kan f.eks. være at lægge puslespil eller skære frugt. Struktureret er der, hvor forælderen bestemmer, hvor der puttes, børstes tænder, eller man skal ud af døren m.m.
Hvis man i de ustrukturerede situationer, som er legesituationer, hvor man som forældre leger med sit barn, lader barnet bestemme legen, og man spejler barnet ved at se og gøre det, der hedder at benævne barnet, så vil barnet have lettere ved at samarbejde i situationer, hvor barnet ikke bestemmer.
At benævne barnet handler om at sætte ord på det, barnet gør
Min opgave bliver at benævne barnet. Marie Havn fortæller mig, der findes forskellige måder at gøre det på. At der findes fire initiativtyper: at gøre/(handle), føle, det barnet siger, og det barnet kigger på.
De initiativtyper er dem, jeg skal have fokus på, når jeg kigger på mit barn. Hvilke initiativ tager hun? Hvad gør hun, hvad siger hun, hvad føler hun, hvad kigger hun på? Ved hele tiden at sige højt til hende, hvad jeg ser, hun gør, vil hun føle, at hun er værd at lege med og blive bevidst om, hvad hun gør og føler.
Hvis hun også bliver rost naturligt for det, vil hun blive glad og føle selvtillid. Hendes sprog og væren i verden vil blive styrket.
Selvværd er der, hvor man føler sig elsket, som man er, og selvtillid er der, hvor man er sikker på, at det man gør er godt.
Et barn vil gerne samarbejde.
I Marte Meo metoden, mener man, at et barn elsker at samarbejde. Når en forældre i den ustrukturerede situation, som er den frie leg, lader barnet bestemme, så vil barnet have meget lettere ved at lade forælderen bestemme i de situationer, der kaldes strukturerede situationer, som kræver, at barnet følger den voksne, så som puttetid, tandbørstning, at skulle ud af døren m.m.
Når barnet er på tværs.
Når barnet ikke vil, som vi vil, så kan man bruge den samme metode. At blive set, hørt og forstået ved, at mor siger: ”Jeg kan se, du er ked af det. Det kender jeg godt, du vil ikke have tøj på,” m.m. I stedet for at blive skældt ud, eller med det samme presset til det, barnet ikke vil, føler barnet sig nu forstået. Så er det allerede meget lettere at komme igennem det, der er svært. Så ved at lege med sit barn, skaber man tillid til barnet selv og tillid til andre. Og derved gøres situationer, der ikke er leg, lettere.
Jeg så egentlig hurtigt, at det var den vej jeg skulle. Og vidste jeg det ikke godt? Jo, men virkelig at forstå det og gøre det er min rejse nu. Jeg kan mærke, min datter er meget mere vild med mig for tiden, når jeg henter hende, fordi jeg ser hende og bruger tid på, at hun bestemmer og jeg nu leger med hende eller bare giver hende fuld opmærksomhed i det, hun vil gøre, uden at skulle bestemme. Vi starter også dagen sådan, eller bare tager 10-30 minutters intensiv leg og hygge.
Det gør det lettere bagefter at få tøj på, hvor det jo er mig der så tager fører kasketten på. Det er også fantastisk dejligt at blive ordineret at lege med sit barn og se sit barn. Og tænk at leg giver vores børn selvværd og selvtillid.
Så lad så den opvask stå og ned og sid på gulvet eller op med benene, mens du kigger på dit barn, som maler. Og sikke et mirakel, der er lige for øjnene af en. Jeg er sikker på, man også bliver mere lykkelig af det her – af at skulle lægge endnu mere mærke til livets små vidunderlige eventyrligheder.
Tak til Marie Havn , som snart bliver færdiguddannet som terapeut og tak til Marte Meo metoden.
I næste uge er det Marte Meo uge http://martemeo.dk/index.php/nyheder/45-temadag
Her kan I læse mere http://martemeo.dk/index.php/metoden
5 ens måder alle babyer græder på
Har du hørt om, at babyer har et hemmeligt sprog. Priscilla Dunstan har studeret 1000 babyers gråd og fundet frem til, at der er 5 ens måder, alle babyer græder på. At vi kan forstå deres gråd, hvis vi lytter efter. At det kommer af reflekser og er instinktive og derfor ikke kulturbestemte. Det bliver de efter 3 mdr.. det vil sige, at hvis man forstår, at kode deres sprog, altså deres gråd, inden de fylder 3 mdr. så kan man helt undgå en ulykkelig baby, fordi babyens gråd så bliver ved, med at lyde som på videoen herunder.
Stop gråden uden problemer nu.
Du kan nu med det samme, give din baby det den vil have:
Mælk, op og gylpe, sove, flyttes, eller hjælpes til at lave prut.
Og bruger du det inden, det ændrer sig ved 3 mdr, vil det ikke ændre sig og du vil ind til barnet kan tale, altid kunne have en glad baby, fordi I nu kan forstå den lilles behov uden febrilsk at kaste rundt med barnet, der ellers til sidst, normalt ville nå at græde over ikke at blive forstået. Selvfølgelig kan en baby slå sig eller være ulykkelig og bare have lyst til at kravle tilbage i mors mave, men tro mig – der er ingen tudeture hvis du kan kode sproget/gråden.
Her ser du Oprah interviewe hende og der var nok for mig. Der er også en app, men jeg har ikke prøvet den http://www.dunstanbaby.com
Nederst på siden, har jeg oversat fra engelsk, hvordan jeg synes lydende bedre kan forstås på dansk..
5 forskellige måder at græde på – giv ikke op
Pøj pøj og husk, det er vigtigt at lytte på ansatsen af gråden. Det vil sige, hvordan det lyder, lige når jeres baby, starter den første spæde gråd. Er det n, he, æ, au eller en presselyd. Næsten som at lære spansk.
Hvis det ikke virker for dig, prøv evt. at vente en periode og så tage det frem igen.
De fleste enlige forældre, jeg kender, kan godt have brug for en hjælpende hånd nu og her – og hvis der er en i din familie, dit netværk eller måske en i dit barns institution – ja så er der mange måder at hjælpe på. Ofte er de enlige rigtig gode til selv at tilbyde hjælp til andre, fordi enlige ved, hvor meget selv en lille hjælp betyder, og fordi de gerne vil indgå i en relation, hvor man netop kan hjælpe hinanden.
Enlige kan også have svært ved at tage imod hjælp, og nogle gange skal man gentage sit tilbud, måske finde andre måder at tilbyde sin hjælp på, for at den bliver taget imod. Det kan være svært at tage imod, hvis man ikke er vant til det. Nogle gange kan det være svært overhovedet at sige ja tak til, at et glas juice bliver taget med til en, selvom man er helt i ekstase indvendig over at blive forkælet. Så kast dig ud i det – her kan du virkelig smile til verden og åbne hjerter.
Først og fremmest så er det vigtigt, at du hjælper på en måde, hvor det gør dig godt også. For glæden ved at give vil så reflektere tilbage på dig selv. Det er også vigtigt, at energien er rar omkring den lille familie, – for det er jo igen rart og vigtigt for alle mennesker.
Måske du bor i opgang med en enlig forældre. Det at have en, der kan hjælpe nær sig, er uvurderligt: en enlig aldrig har muligheden for lige at løbe en tur eller gå i Netto. Så nogle gange er der situationer, som hvis barnet er sløjt og sover, og mor bare skal i Netto. Så er din hjælp til at komme op og se til barnet 30 min. en kæmpe hjælp – og det sker måske kun 4 gange om året. Aftal, at du kan være en akut hjælp, når der en sjælden gang er brug for, at der er en nær en kort stund.
Husk at det kan være svært at spørge om hjælp, selv om det er blevet tilbudt. Så gå tættere på og sig, at måske I skulle aftale en dag snart, for du vil virkelig gerne hjælpe bare en lille smule en gang imellem – og vid, at en lille smule – er en kæmpe uvurderlig hjælp – og du bliver helt sikkert taget med i aftenbønnen.
Hvordan kan jeg hjælpe
Her er nogle forskellige ideer til hjælp, der kunne passe til dig:
•Tilbyd en kort pasning – så mor lige kan multitaske og finde sig selv
•Aftal, at du kan være en akut hjælp – til når der en sjælden gang er brug for en nær en kort stund
•Inviter over til te eller afslappet mad, hvor barnet er velkomment. Rester fra i går er et hit – at det er muligt at leve op til, skaber hygge. At gøre sig umage er selvfølgelig også luksus.
•Tilbyd at kigge forbi med en flaske vin eller frugt en aften, da enlige ofte er låst til hjemmet.
•Tilbyd at tage skraldet med ned, når du går.
•Hvis barnet er lille, så tag barnet med ud en tur, mens mor får gjort rent.
•Spørg inden du kommer på besøg, om der er noget, du lige skal købe med.
•Spørg om der er noget, du lige skal gøre, nu du er her. Spørg evt. inden du kommer for at hygge, så det er lettere at planlægge f.eks. at flytte rundt rundt på nogle møbler hurtigt – hvilket man som enlig ikke kan selv.
•Har du ting og tøj du ikke bruger mere, er det fedt at arve. Et tørklæde til mor, kan få hende til at smile, eller hvad som helst, men mest af alt er der jo fin tradition for at arve tøj – godt for miljø, økonomi og for barnet, da al overskydende farvestof ved mange vaske er vasket ud.
•Er du handy mand, eller er din kæreste det – så er det ofte noget enlige i den grad har brug for hjælp til – bore huller, sætte gardiner op, sætte ting på loftet, vandhane der drypper, toilet der løber,- og evt. bare leg med ungen – så der er tid til at gå på loftet.
•Tilbyd at hente barnet i institutionen bare en enkelt gang – det aflaster helt vildt, da en 100 % enlig jo aldrig har andre til at gøre det for sig.
•Prøv at skabe en relation til barnet, hvor det kan komme en aften og sove hos dig – så giver det en tiltrængt aften ude og evig taknemmelighed.
•Et dybfølt kompliment falder også tungt hos en, der ikke hører det til dagligt – alt er OK – så længe det kommer fra hjertet.
•Enlige kan have svært ved at passe arbejdet, når det falder uden for institutionstider – så hvis du på nogen måde kan aflaste – eller hjælpe den arbejdsløse med at finde et arbejde, der passer ind, er det en uvurderlig hjælp.
•Sociale, hyggelige og afslappede relationer oplader allermest – så nærvær er dejligt, og er der en ægte kontakt imellem jer, er det nok i sig selv.
•Og ja, er der et par fritimer I kan have sjov sammen uden unger – så ud og luft ørerne, have fun og carpe diem.
Der er også den mulighed at blive reservebedsteforældre. Optimalt set en win win situation for alle. Det kommer der en blog om snart,
Lad glæden over at hjælpe være en belønning i sig selv – og hjælp som den du er, med det der er dig, og det du kan give – det er nok og skaber lykke i verden. I buddhismen kalder man det god karma. Det er der, hvor en god årsag, som man selv skaber, giver en god virkning – at det gode, man giver ud, kommer igen.