• +45 268 222 88
  • karen@livingmama.com

Husk at lege dit barn fuld af selvværd

Husk at lege dit barn fuld af selvværd

Jeg har lige haft besøg af en Marte Meo terapeut. Marte Meo er en pædagogisk samspilsmetode, der i mit tilfælde har fokus på mig og min datters mor/barn relation. Min Marte Meo terapeut hedder Marie Havn. Hun er underviser på APA. Det er dér, hvor københavnske gravide og forældre står i kø for at gå til rytmik og den slags. Og Marte Meo er en uddannelse, som alle deres undervisere er i gang med at tage. Og her er jeg en eksamenscase.

Jeg vil fortælle lidt om metoden, som jeg har læst mig lidt frem til via deres hjemmeside, som jeg linker til forneden, samt om hvordan jeg opfatter den hjælp og indsigt, jeg får gennem forløbet. Der har indtil nu, har været 3 gange over 3 uger, men fortsætter i et uvist antal gange og tilpasser sig min situation.

Marte Meo metoden

Marte Meo betyder ‘ved egen kraft’ og er udviklet af hollænderen Maria Aarts og brugt i Danmark siden 1990’erne.

Metoden hjælper en til at få øje på:

• Hvad barnet eller forælderen allerede kan, og hvad barnet/forælderen måske har brug for hjælp til

• Hvad den voksne/forælderen allerede gør, som er udviklingsstøttende for barnet

• Hvad forælderen har brug for at gøre mere af – eller gøre på en bestemt måde, for at hjælpe barnet videre i sin udvikling

Det handler ikke kun om forældre børn relationer, som er det, der gælder i mit tilfælde.

Via Marte Meo metoden er det blandt andet muligt at:

støtte op om selvværd herunder selvfølelse og selvtillid -, sociale kompetencer, empati, koncentration, vitalitet, sprog og impulsstyring.

Marte Meo terapeut besøg

Marie Havn træder ind ad døren. Fra da af starter en tid, hvor jeg får øjnene op igen. Jeg føler mig mere og mere opmuntret og støttet. Og hvad jeg frygtede, forsvinder, for der er kun håb, glæde, leg og samarbejde i fokus.

Det minder lidt om at have en sundhedsplejerske på besøg, men her er det mig som forælderen fra en pædagogisk vinkel, der er fuldt fokus på, for at forbedre min relation til mit barn. Dermed styrkes mit barn trivsel, selvværd, selvtillid og udvikling.

Terapeuten kommer hjem til mig og kun den første gang er min datter der. Frem over er det kun terapeuten og jeg, så jeg frit kan tale om min udvikling og relation til min datter.

Første gang finder vi frem til det, som jeg ønsker at få ud af dette forløb og min datter og jeg bliver filmet i 10 minutter, mens vi leger lidt og skærer lidt frugt.

Næste gang vi mødes, har Marie Havn fundet korte klip frem, hvor jeg gør ting , som hun siger er gode og jeg derfor skal gøre mere af. Fra da af ånder jeg lettet op, for det er rart at få ros. Og ville jeg selv kunne høre efter, hvis jeg blev skældt ud? For det er det, jeg gerne vil have hjælp til, at lade være med. Jeg tager også nogle gange for hårdt fat i min datter, når jeg bliver vred. Jeg skal frem over selv filme en ny situation, og jeg sender det til Maries mail.

Hvordan jeg sætter mig i respekt , uden det bliver for meget

Jeg har valgt dette emne, fordi jeg som enlig mor føler, jeg skal finde ekstra overskud frem, når jeg er under pres. Det går ok det meste af tiden, men der er ting, jeg gerne vil gøre bedre. Det med at sætte sig i respekt har handlet alt for meget om grænser, som for mig var hårde at trække op, i det her “terrible andet år”. At råbe ad mit barn, gør mig ikke godt. Og tingene er blevet bedre, men nogle gange, så føler jeg mig som en totalt dårlig mor. De første to år som mor, var det en totalt ukendt følelse for mig ikke at føle mig som en super god mor, men det er vendt. Ikke så meget, men nok til det bliver lidt tabu og ikke føles godt.

Marte Meo metoden og Marie Havn kommer som sendt fra himlen. Og jo jeg synes også, jeg er en god mor, men jeg vil vildt gerne have hjælp, hjælp til hvordan jeg sætter mig i respekt , uden det bliver for meget.

Selvværd og samarbejde

Jeg lærer, hvordan der findes ustrukturerede (fri leg, hvor barnet bestemmer), semistrukturerede og strukturerede situationer.

Semistruktureret kan f.eks. være at lægge puslespil eller skære frugt. Struktureret er der, hvor forælderen bestemmer, hvor der puttes, børstes tænder, eller man skal ud af døren m.m.

Hvis man i de ustrukturerede situationer, som er legesituationer, hvor man som forældre leger med sit barn, lader barnet bestemme legen, og man spejler barnet ved at se og gøre det, der hedder at benævne barnet, så vil barnet have lettere ved at samarbejde i situationer, hvor barnet ikke bestemmer.

At benævne barnet handler om at sætte ord på det, barnet gør

Min opgave bliver at benævne barnet. Marie Havn fortæller mig, der findes forskellige måder at gøre det på. At der findes fire initiativtyper: at gøre/(handle), føle, det barnet siger, og det barnet kigger på.

De initiativtyper er dem, jeg skal have fokus på, når jeg kigger på mit barn. Hvilke initiativ tager hun? Hvad gør hun, hvad siger hun, hvad føler hun, hvad kigger hun på?  Ved hele tiden at sige højt til hende,  hvad jeg ser, hun gør, vil hun føle, at hun er værd at lege med og blive bevidst om, hvad hun gør og føler.

Hvis hun også bliver rost naturligt for det, vil hun blive glad og føle selvtillid. Hendes sprog og væren i verden vil blive styrket.

Selvværd er der, hvor man føler sig elsket, som man er, og selvtillid er der, hvor man er sikker på, at det man gør er godt.

Et barn vil gerne samarbejde.

I Marte Meo metoden, mener man, at et barn elsker at samarbejde. Når en forældre i den ustrukturerede situation, som er den frie leg, lader barnet bestemme, så vil barnet have meget lettere ved at lade forælderen bestemme i de situationer, der kaldes strukturerede situationer, som kræver, at barnet følger den voksne, så som puttetid, tandbørstning, at skulle ud af døren m.m.

Når barnet er på tværs.

Når barnet ikke vil, som vi vil,  så kan man bruge den samme metode. At blive set, hørt og forstået ved, at mor siger: ”Jeg kan se, du er ked af det. Det kender jeg godt, du vil ikke have tøj på,” m.m. I stedet for at blive skældt ud, eller med det samme presset til det, barnet ikke vil, føler barnet sig nu forstået. Så er det allerede meget lettere at komme igennem det, der er svært. Så ved at lege med sit barn, skaber man tillid til barnet selv og tillid til andre. Og derved gøres situationer, der ikke er leg, lettere.

Jeg så egentlig hurtigt, at det var den vej jeg skulle. Og vidste jeg det ikke godt? Jo, men virkelig at forstå det og gøre det er min rejse nu. Jeg kan mærke, min datter er meget mere vild med mig for tiden, når jeg henter hende, fordi jeg ser hende og bruger tid på, at hun bestemmer og jeg nu leger med hende eller bare giver hende fuld opmærksomhed i det, hun vil gøre, uden at skulle bestemme. Vi starter også dagen sådan, eller bare tager 10-30 minutters intensiv leg og hygge.

Det gør det lettere bagefter at få tøj på, hvor det jo er mig der så tager fører kasketten på. Det er også fantastisk dejligt at blive ordineret at lege med sit barn og se sit barn. Og tænk at leg giver vores børn selvværd og selvtillid.

Så lad så den opvask stå og ned og sid på gulvet eller op med benene, mens du kigger på dit barn, som maler. Og sikke et mirakel, der er lige for øjnene af en. Jeg er sikker på, man også bliver mere lykkelig af det her – af at skulle lægge endnu mere mærke til livets små vidunderlige eventyrligheder.

Tak til Marie Havn , som snart bliver færdiguddannet som terapeut og tak til Marte Meo metoden.

I næste uge er det Marte Meo uge http://martemeo.dk/index.php/nyheder/45-temadag

Her kan I læse mere http://martemeo.dk/index.php/metoden

Karen

Karen Bjørkøe Cand.comm. i psykologi og performance-design med speciale i kreativitet og lykke, samt coach og skuespiller. Karen Bjørkøe er medlem af DSF- Dansk Skuespillerforbund og har medvirket i mange professionelle teaterforestillinger for børn og voksne. Karen Bjørkøe underviser desuden masser af elever i babyrytmik og rytmik, leg, bevægelse og livsglæde. Karen vinterbader på 10. sæson .

Translate »