Jeg er buddhist. Men jeg har som præstedatter også en stor kærlighed til kristendommen og er medlem af folkekirken. Jeg chanter, det vil sige jeg beder. Jeg samler mine hænder og sætter mig morgen og aften foran min Gohonzon og chanter løs. Gohonzon er en slags skriftrulle med et mandala. Jeg siger højt hundredevis af gange ”Nam-myho-renge-kyo”. Jeg lukker op for mine vildeste drømme, for ønsker, passioner og situationer, som jeg ønsker mig af livet – eller for folk, der krydser min vej. Måske er det en, der har opført sig usandsynligt utilgivelig. Eller måske er det en, jeg elsker over alt på jorden.
Vi kan ikke altid regne livet ud. Der er så mange muligheder, og det er vidunderligt at vide, at alt er muligt. Vi kan ændre vores omstændigheder og skabe fred og lykke i alle situationer.
Min organisation hedder Sokka Gakkai, – eller SGI. Det er en retning inden for buddhismen, som oprindelig er japansk. Over 12 millioner mennesker på verdensplan i mere end 150 lande praktiserer Sokka Gakkai.
Buddhismen blev i 1200-tallet reformeret af en japansk munk ved navn Nichiren Daishonin. Han lavede vores Gohonzon – og han fandt på, at vi skulle chante ”nam-myho-renge-kyo”, som er titlen på den oprindelige Buddhas sidste skrifter – Lotus Sutraen, som blev skrevet for ca. 3000 år siden.
Jeg elsker at chante. Det gør mit liv bliver fuld at styrke, og at jeg har overskud og perspektiv i hverdagen. Det gør, at jeg kan være der for alle på min vej.
Vores “jobbeskrivelse” som buddhister er at hjælpe alle mennesker til at finde lykke og skabe fred på jord. Så jeg chanter for alle omkring mig, for at de skal blive lykkelige, og for at de skal åbne op for deres buddhanatur. Og ja, jeg beder selv for folk, jeg synes opfører sig helt vildt dumt, eller som jeg er rasende på. Som buddhist bøjer man sig altid for buddhanaturen
i det andet menneske, dog uden at lade det gå ud over sig selv. For godhed forplanter sig altid.
Og det er så vildt at chante – og noget af det aller aller bedste, der nogensinde er sket i mit liv. Det er så utroligt, hvad ens tanker og vibrationer kan åbne op for, når man chanter – en høj høj livstilstand. Vi beder ikke til Buddha eller har figurer af ham. For vi har alle en buddhanatur inden i os, ikke uden for os selv. Så vi bliver fyldt af mod, håb og en ungdommelig livstilstand – og har også forskellige ritualer, hvor vi beder for vores afdøde og for fred og lykke for alle væsener på jord.